Bedre sent end aldrig

Udgivet

Vi skriver nu mandag d. 18 marts. Blogindlægget skulle have været oppe i går, men som nogen af jer måske så på Facebook, så var vi travlt optaget på Bunda Bjerget.

Vi vil for det første gerne sige tusind tak, fordi så mange har valgt at følge vores eventyr. Vi er taknemmelige over at I bruger tid på at læse det vi skriver. Uden jer gav det ikke så meget mening at skrive.

Vi prøver så godt vi kan at lægge et indlæg ud hver anden søndag. Nogle gange kan det dog ske at vi bliver nødsaget til at udskyde. I går var vi blevet inviteret på en vandretur med nordmændene her fra pladsen. Vi har i noget tid gerne ville op på bjerget, som hedder Bunda bjerget, for at se udsigten. Meningen var at vi skulle til Gudstjeneste i Bunda, byen som bjerget ligger midt i, hvor nordmanden skulle tale, og så derefter afsted mod bjergtoppen. Men lørdag fik han at vide, at præsten i kirken havde set forkert, så han skulle ikke afsted alligevel. Dog besluttede vi os for at tage på tur alligevel. På vejen derud hørte vi en tale med en amerikaner, som gav sit liv til Gud og blev missionær. Det var meget berigende at høre.
Vi var klar til opstigningen ca. kl 10. Stien var markeret med hvide prikker og pile, da man hernede ikke har asfalteret vej til toppen af bjerget, så må man gå igennem en smule krat og over en masse store sten, men hvad gør det når udsigten var i vente. Vi havde bestilt mad på toppen, da der ligger en restaurant deroppe. Vi elsker at spille partners med nordmændene, så selvfølgelig var det også med på turen. Vi nåede at spille tre spil deroppe, og uden stor overraskelse vandt mændene alle tre 😉 Gæt hvem der skriver dette indlæg….
Nedstigningen var sjovere end opstigningen. Den var både nemmere men også hurtigere. En dejlig tur, hvor man for en gangs skyld var glad for at have husket solcremen. Jeg har vedhæftet nogle billeder af turen, og udsigten fra toppen.

Sidste søndag var vi med den danske missionær på tur ud til en lille landsby for at holde gudstjeneste. Han skulle tale og havde inviteret os med for at vi kunne få den oplevelse med. En af bibelskole eleverne kommer fra den landsby og den er en helt ny kirke som er ved at blive startet op. På vejen dertil samlede vi et kor op, som skulle synge til gudstjenesten. Der var ikke gået to minutter fra de havde sat sig i bilen, til de begyndte at synge. At have en hel bil fyldt med tanzaniere som synger om Gud for fulde hals. Det var virkelig fantastisk. Gudstjenesten skulle foregå på en skole i et klasselokale, da der ikke er blevet bygget en kirke endnu. Det er meget specielt, for det første at holde gudstjeneste i et klasselokale og for det andet at se den standard som skolen havde. Der var ingen vinduer, væggene havde huller og revner, der var meget beskidt og så var der stuvet så mange som muligt skolebænke ind i lokalet. Vi havde fået at vide at Gudtjeneste skulle begynde kl 10 og da klokken havde passeret 10, kom bibelskole eleven og så kunne vi sætte op til Gudstjenesten. Da vi begyndte Gudstjenesten var vi blot koret, bibelskole eleven og hendes mand, den danske missionær, Simon og jeg. Så der var altså nok bænke. Bænke som, vel og mærke, var lavet til børn 😉 Der stødte dog nogle enkelte flere til længere henne i gudstjenesten. Da Gudstjenesten var forbi blev vi budt på mad hos bibelskole eleven sammen med resten af forsamlingen. Inden da skulle vi lige forbi og se grunden hvor de skulle bygge deres kirke. Her bad vi for kirken, hørte lidt om deres planer og koret sang en sang. Da vi efter længe venten havde fået mad tog vi sammen med koret, bibelskoleeleven og hendes mand afsted mod Kiabakari. Men inden vi kunne tage hjem skulle vi forbi en kvinde som havde mistet et familiemedlem, for at sige pole, som groft sagt betyder jeg føler med dig. Her i Tanzania gør man det, at man kommer og sidder sammen med den som har mistet. Det er meget specielt at komme hen til en kvinde som lige har mistet et familiemedlem, man kender hende ikke, og så sidder man bare. Da vi havde siddet lidt sang koret en sang, der var en som bad og så fik vi alle sagt pole og givet hende hånden. Det kan være svært at forstå hvordan det for denne kvinde kunne være en trøst, at vi som slet ikke kender hende kom forbi, da man, hvis man selv stod i den situation, måske helst ville være alene eller kun sammen med den nærmeste familie. Imens dette stod på, var der kommet en hel masse fra landsbyen, som havde sat sig under et træ ved siden af og var begyndt at synge. Så der var nogle til at sidde med hende da vi igen tog afsted.

I onsdags kom der en lokal skole forbi og spillede Net Ball og Volley Ball med bibelskole eleverne. Det var en sjov oplevelse, at se hvor meget de lever sig ind i det, både spillet men også måden de hepper på. Simon var med til at spille lidt volley, og ellers kiggede vi mest på og snakkede med de andre tilskuere. Der kommer lidt billeder fra dagen nedenunder.

En ting mere som er sket siden sidst er, at vi har fået hundehvalpe på bibelskolen. Hvis ikke vi har skrevet det før, så kan jeg lige forklare lidt. Om natten er der vagthunde som går rundt på pladsen, som er med til at skræmme tyve og andre ubudne gæster væk. Det er meget effektivt, da mange tanzaniere er bange for hunde. Vi har nu endelig fået hundehvalpe. Det vil sige, at vi nu har en hund boende i vores baggård med sine to hvalpe. Det er en glæde, da både Kristine og jeg er glade for hunde. Meningen er, at de skal være hos os indtil de er store nok til, at gå sammen med de andre hunde.

En hel anden ting som også er sket siden sidst. Kristines forældre har tidligere været ude som missionærer i Tanzania, og Gud har nu kaldt dem til at skulle rejse til Tanzania igen. Vi er utrolig glade for deres kald. De skal være direktørpar for noget som hedder Soma Biblia, som på dansk betyder læs bibelen. Vi er glade for, at vi kunne være en del af deres kald til at skulle afsted igen. Den historie må man få privat hvis man har brug for at vide mere 😉
Det betyder altså at fra februar 2020, skal Vivi & Bent flytte til Dar es Salaam og bo de næste 4 år. Det er med glæde, men også med afsavn at skulle sende dem afsted. Dog vil vi glæde os over, at skulle have mange ture til Tanzania. Vi elsker det her land.

This slideshow requires JavaScript.