Diabetes, Malaria & Besøg af mor og far

Så er der igen gået 2 uger siden sidst, og nu skal I bare høre hvad tiden er gået med. Simon kom hjem efter evangelisationstur søndag aften, og om tirsdagen stod det på en 3 timers tur for at hente hans mor og far.
Vi tog en taxa til byen Mwanza, hvor Else & Niels Arne kom med flyveren. I lufthavnen ventede og ventede vi på at de kom ud.
Vi fandt senere ud af at vi ventede så lang tid, fordi lufthavnen ikke tog imod dollars fra før 2006, som Simons forældre skulle bruge til turist visa. Så Niels Arne fik lov til, at komme ud for at skaffe nyere dollars. Kristine og vores taxa mand kørte så rundt for at finde penge. Efter en rundtur i Mwanza for at finde et sted hvor de vekslede shillings til dollars, fik vi endelig Simons mor at se også. Det er super dejligt at de er her. På turen hjem fra Mwanza stoppede vi ved Copenhagen Burger House, et spisested, som nogle gamle LM-missionærer har startet op. Her ville mor og far gerne ind og spise, og da vi heller ikke så tit kan få en burger hvor vi bor så var det jo en god idé, syntes vi.
Vi kom til Kiabakari og var helt flade for energi, men også utrolig glade for at få besøg fra Danmark.

Imens mine forældre har været her, har de hjulpet med forskellige ting. Men specielt én ting vil vi huske tilbage på. Det er vores nye hønsehus (billede vedhæftet). Vi blev færdige med det, og har løbende fyldt flere og flere høns derind. Vi havde henover to nætter en hane, og herefter skaffede vi os af med den. Haner hernede galer midt om natten, når det stadig er mørkt. DET BLIVER MAN SKØR AF. Det er en glæde at have høns, da det for os giver en slags hjemlig stemning.

Første søndag de var her, var vi på besøg i den kirke hvor vores hushjælp kommer. Her blev vi taget imod med smil og jubel. Vi fik lov til at præsentere os, og synge en sang. Præsten ville tilmed gerne have et billede af os inde i kirken. Dette foregik under gudstjenesten som allerede havde varet 3 timer. Efter gudstjenesten ville alle gerne sige goddag til os og alle børnene måtte jo lige give hånd til sådan et par hvide mennesker. Vi fik endda lov til at komme ind i kirken igen for lige at høre et ekstra nummer fra koret. Det var en rigtig sjov og skøn oplevelse.

Men hver dag er ikke en fest, heller ikke når ens forældre er her. Det var det ihvertfald ikke da Kristine en dag pludselig ikke kunne holde hendes blodsukker oppe. Lige meget hvor meget juice eller slik hun spiste, så var blodsukkeret lavt. Når blodsukkeret er lavt over længere tid, så bliver kroppen utrolig træt og udmattet, da den bliver udsat for en form for stress. Det resulterer i at Kristine er rigtig træt, og har brug for at ligge. Denne gang strak perioden sig over 10 timer, hvilket er ret lang tid og alt for lang tid at have lavt blodsukker. Det resulterede i et par sygedage efterfølgende fordi hendes krop var helt færdig for energi og ressourcer. Det var vi godt trætte af på hendes vegne. Dog var vi glade for at mor og far var her til at hjælpe.
Jeg, Simon, fik også den dårlige oplevelse at få malaria. Jeg var på turen sammen med skolen, blevet stukket af en malariamyg. Symptomerne viser sig først tidligst efter en uge. Så der lå jeg på sengen, med 41 i feber. Jeg hader at være syg, men hvem kan lide det? Malaria kan på ingen måde anbefales at prøve.
Det var heller ikke så rart for mig, Kristine, at stå og se til imens min mand, som ellers aldrig er syg, ingenting kunne fordi han var så skidt. Men efter nogle febervildelser, hårde nætter og en malaria kur er han heldigvis på benene igen.

Vi sidder tilbage med en taknemlighed over de sidste to uger. Tak for spilleaftner med mine forældre. Tak for oplevelserne. Tak fordi vi nu kan dele vores liv og hverdag hernede med dem. Tak for alle de ting vi fik nået at lave.

Og tak fordi vi nu kan få lov til at skrive det til jer.

Tak til jer som er med i bøn og til jer som følger med!

This slideshow requires JavaScript.