En lille tur på 1100 km

Tiden flyver afsted hernede. Vi har det godt, og syntes at det er vildt, at der allerede er gået 3 måneder siden vi kom hertil. Vores fokus i slutningen af september og starten af oktober har været rettet mod Missionærkonferencen her i Tanzania, som stod på fra den 5-10. oktober i Iringa. Torsdag morgen den 4. oktober kl 5.00 begyndte vi turen til Iringa.

Lidt fakta om turen til Iringa.
Vi kørte sammen med den missionærfamilie som vi arbejder med. Vi kørte i en Toyota Landcruiser, hvilket er en stor bil i forhold til dansk standard, men er en passende bil i Tanzania. Vi fik de bagerste pladser, hvor man sidder sidelæns af køreretningen. Men som Simon siger: “Konger sidder aldrig bag rattet, men bagi. ”
Turen bød på 1100 km. Ja så tænker i nok “Jamen det er jo nærmest en tur til Italien”. Tanzania er dog så stort et land, at vi ‘kun’ kørte fra nord til midt Tanzania. Det siger lidt om hvor stor Tanzania rent faktisk er.
Undervejs havde vi en overnatning i byen Singida, hvor vi fik et break fra at køre i bil og vores kroppe kunne slappe lidt af. Kl. 5.00 næste morgen kørte vi afsted igen og ramte Iringa hen på eftermiddagen.

Missionærkonferencen blev afholdt et sted som hedder Masumbo Camp hvor vi boede i små hytter og huse.
På konferencen stod vi for program til børnene, når missionærerne havde møder, oplæg og undervisning. Vi havde lavet et børneprogram med børnemøder, samt en masse kreative ideer og lege. Området var helt ideel til at passe børn, da det bød på store grønne områder, overdækket terrasse, svævebane, gynger og meget mere. Det var en rigtig god oplevelse hvor vi havde nogle sjove og hyggelige stunder sammen med nogle søde børn. Men vi var også ret brugte da konferencen var slut.
Vi fik dog også lov til at lave lidt andet, end at holde øje med børnene. Vi var med til aftenprogrammerne med forskellige oplæg, andagt, lovsang og om søndagen familie Gudstjeneste. Tirsdag fik vi besøg af masaier og evangelister fra Muwa, som arbejder blandt nomadestammer i Tanzania. De præsenterede sig selv hvorefter de havde oplæg for missionærerne imens vi passede børnene. Om eftermiddagen slagtede masaierne et får som skulle blive til vores aftensmad. At se et får blive slagtet var ikke ligefrem en skøn oplevelse for mig, Kristine. Jeg har ikke noget imod blodet, indvolde osv. Det var hele forløbet, fra at se fåret være i live til at det lige pludselig skulle dø, som gjorde mig utilpas. Men jeg blev og så til, fordi jeg ved også, at det ikke er hver dag, at man får lov til at se hvordan masaier slagter et får og hvordan de håndterer det. For dem er det jo føde. For dem er blodet en måde at få jern på. Der hvor de kommer fra er det overlevelse, og det må jeg prøve at forstå, selvom det kan virke brutalt i mine øjne. Simon tog det dog i stiv arm og hjalp endda også lidt til, da skindet skulle skæres af.
Senere på aftenen havde vi fællesskab med masaierne, hvor de havde nogle vidnesbyrd og de sang på stammesprog for os. Det var en stor oplevelse. De sang “Jeg tilhører Jesus, hvem tilhører du?”
Alt i alt så var missionærkonferencen en rigtig god oplevelse. Det som stod stærkest for os under konferencen, var det fællesskab, som man kunne mærke der var indbyrdes. Selvom vi alle er helt forskellige steder i landet og er meget forskellige mennesker, så har vi dog noget til fælles som er meget større. Vi er fælles om at være i dette land for at tjene Gud og i ham får vi fællesskab. Vi fik en helt klar familie følelse af at være sammen med dem alle, og det var rigtig skønt at mærke. Så føles tanken om, at blive missionær heller ikke så skræmmende og uhåndgribeligt, som det ellers godt kunne da vi sad i Danmark.
Efter konferencen tog vi et par dage i Iringa, inden vi vendte snuden hjem igen. Det var dejligt, at kunne opleve Iringa lidt, være sammen med missionærerne der og være turist for et par dage, som vi jo ellers ikke er i hverdagen. Lørdag kl. 5.00 tog vi afsted fra Iringa igen og kørte indtil mørket faldt på. Vi overnattede i byen Nzega, fortsatte igen kl 6.00 næste morgen og ramte Kiabakari lidt over middag søndag. Vi skyndte os at få pakket bilen ud, og derefter stod den på fuldstændig afslapning.

Vi er efterhånden kommet ind i en rigtig fin rutine med undervisning, og vi nyder at lære børnene bedre og bedre at kende. Udover undervisning så er Simon begyndt ligeså stille at være lidt med til børneklub for drenge som foregår om tirsdagen og jeg, Kristine, er med til Hobby aften om mandagen sammen med pigerne fra bibelskolen og de to andre hvide kvinder på pladsen. Det bliver godt at få mere og mere ind i hverdagen hen af vejen.
På torsdag begynder vi at få Swahili undervisning igen. Vi kommer til at få 2 timer, hver torsdag, enten sammen eller hver for sig. Vi glæder os til at kunne få noget mere teori, nu hvor vi er begyndt at bruge sproget.

For nogle uger siden besøgte vi vores hushjælp. Hun bor sammen med hendes mand, barnebarn og så bor der en anden pige hos dem også. Det var rigtig fint for os at se hvor hun bor, og få en fornemmelse af hvad hun kommer hjem til når hun går herfra. I forhold til standarden hernede så bor hun faktisk ret godt i et rimelig stort hus. Men man forstår alligevel godt, at hun kan syntes, at vi bor meget fint og har mange fine ting, som fx et klædeskab, hvor hun har en kuffert i sammenligning. Det er rart at mærke hvordan det gør en forskel for hende og hendes familie, at hun har arbejde her hos os. Selvom vi ikke syntes, at lønnen er noget specielt og at det kun er 3 gange i ugen, så gør det en verden til forskel for hende.

Om to uger kommer Simons forældre på besøg hernede i 14 dage. Vi glæder os! Det bliver fedt at kunne dele stedet og vores hverdag med dem.

Vi vil som udgangspunkt fra nu af, lægge noget op på bloggen hver anden søndag, medmindre vi føler os inspirerede til at lægge noget op ind mellem. Så ved både I og os hvornår der vil være nyt på bloggen.

Tak for tanker og forbøn!

This slideshow requires JavaScript.