Er i klar? Nej. Men Gud er.

Udgivet

Vores afrejse dato er ved at komme tæt på og hermed kommer det første indlæg fra os. Vi rejser den 1. August. Vi er spændte på hvad der venter os, og der kommer flere og flere sommerfugle i maven. Hele denne uge er blevet brugt hos Simons forældre, hvor vi bor indtil vi rejser. Tiden er brugt på at få pakket de sidste ting ned, som vi ikke skulle have med, og få styr på hvad vi egentlig skulle have med. Alt lige fra strømper, insulin og fødselsdagsflag til julepynt og Knohrs bearnaisesovs er blevet lagt frem. Sikke en mærkelig følelse at overveje hvad man skal bruge til jul, allerede nu. Men tingene er efterhånden klar til at blive lagt i kufferterne, og dermed er vi er klar til at tage på tur rundt i landet for at besøge Kristines familie.

 

”Er I så ved at være klar?”, er der mange som har spurgt os om i den sidste tid. Jeg, Kristine, er begyndt at svare nej til det spørgsmål. Jeg har svaret nej, fordi jeg tror ikke at vi behøves at være klar. Selvfølgelig har vi efterhånden styr på alle de praktiske ting. Passene er klar, underbukserne er pakket og kameraet er opladet, men rent mentalt så er vi nødt til at hvile i, at Gud vil udruste os. Vi kan gøre os nok så mange tanker om hvad der venter os og forestille os forskellige ting, men vi er jo absolut amatører i denne her situation. Derfor er vi nødt til at lægge det hele over til Gud og sige, ”Her er jeg, tag og brug mig som du vil”, og stole på at han gør det. At uanset hvad vi får brug for, så vil han være der. Vi skal ikke kunne klare det hele selv, og det kan vi ikke. Vi har lov til at hvile i den sandhed som Guds børn.
Så nej, vi er ikke klar. Men det er Gud heldigvis.