Kort og godt

Udgivet

Dagens indlæg bliver ikke så langt, da vi egentlig ikke har foretaget os det helt store siden sidst. De sidste par uger er blevet brugt på undervisning, pasning af hundehvalpe, planlægning af ferie og forberedelser til påske. I forhold til undervisning, så er det som fylder meget lige nu, at jeg, Kristine, er ved at lave engelsk eksamen som skal afholdes på tirsdag. Bibelskolen holder to ugers påskeferie og det er nu afslutningen på første semester. Derfor afholdes der eksaminer. Det er lidt vildt at sidde og stykke en engelsk eksamen sammen for første gang, men det er egentlig også ret spændende og jeg glæder mig til at se hvordan mine elever klarer sig.
Da bibelskolen holder to ugers ferie betyder det også at vi har to ugers fri. Vi har netop i sidste uge booket billetter til Iringa. Vi glæder os rigtig meget. Vi skal være sammen med de forskellige missionærer som er i Iringa. Lige nu inkluderer det Simons farbror og tante, så det er en stor velsignelse at få lov til at bruge tid med dem. På vej til Iringa snupper vi lige to overnatninger i Dar es Salaam hvor vi skal overnatte ved Soma Biblia, hvor både Simons farbror og tante og mine forældre kommer til at bo. Vi er rigtig glade for at få den mulighed også.
Hundehvalpene vokser efterhånden virkelig hurtigt og får masser af mælk hos deres mor. De er lige begyndt at åbne deres øjne i dag og de bliver mere og mere sikre på poterne. Det bliver lidt specielt at være væk i to uger, når man ser hvor meget de vokser, bare på to dage.
På lilleskolen går det godt. Vi forbereder os til påsken og vores elev glæder sig meget til forældredag på onsdag. Vi har sidste skoledag inden påsken på fredag. Lørdag tager vi afsted til Dar es Salaam.

Vi havde faktisk planlagt i dag, at vi skulle ud til en landsby, som hedder Buswahili, hvor to af bibelskole eleverne kommer fra. Det er to som vi snakker en del med og de har længe gerne ville have besøg af os. Men fredag aften fik Simon desværre feber og har været syg siden. Det er ikke malaria, bare rolig. Han har det heldigvis lidt bedre da feberen stort set er væk men kroppen er stadig slidt. Så vores weekend har bestået af afslapning og eksamens skrivning.

Næste gang vi skriver skulle vi gerne sidde i Iringa.
Tak fordi I læser med, selvom det ikke altid er de helt store nyheder.
Ha’ det godt til næste gang!

This slideshow requires JavaScript.