Lever han?

Vi har lyst til at give jer et ekstra blogindlæg i dag, fordi vi har noget at fortælle som er vigtigt for os.
Vi holder stadig ferie, men turen går hjem i morgen tidlig kl 10:30 fra lufthavnen. Vi har nydt ferien her.
Vi har været glade for at kunne besøge Hanne og Jens Erik, det er min farbror og tante.

I torsdags havde vi den oplagte mulighed for at tage ud og besøge Ilula hosipital. Der arbejder en af missionærerne som jordmor et par gange i ugen. Hospitalet ligger godt en time væk fra den compound vi har boet på, så der var et stykke at køre. Vi fik en rundvisning og kom forbi stuerne hvor man godt kunne ligge 10 i samme rum. Standarden er altså en del anderledes end den vi er vant til hjemmefra. Det kan dog være en øjenåbner at få lov til at komme sådan et sted hen, fordi man ser hvilke forhold afrikanere kan leve under. Det er utrolig spændende at se hospitalerne fordi her er virkelig et sted hvor de stadig kan bruge meget hjælp udefra. Utrolig fedt at mærke forholdet mellem det tanzanianske personale og missionæren som arbejder derude. Man kunne mærke den forskel hun gør derude.

Tilbage til overskriften, lever han?
Det kommer an på hvem man snakker om. Snakker vi om min bedstefar, så nej det gør han ikke, han døde for ca 10 år siden.

MEN! Her i påsken fejre vi kristne at en anden døde, men også stod op fra de døde igen.
Og hvis jeg så skal svare på spørgsmålet igen, lever HAN? JA det tror jeg rent faktisk han gør.
Hvis du endnu ikke har gættet det, så skriver jeg her om Jesus, Guds søn.

Jeg tror at han valgte at dø for at vi kunne leve. Jeg tror han døde for at jeg igen skal se min bedstefar i himmelen, og alle andre som tror på at han døde langfredag, og genopstod påskemorgen.

Vi vil ønske jer alle en rigtig dejlig og velsignet påske!