Når hver dag ikke er en fest.

I dag er det d. 15 september. Kristine er sendt afsted til “Fellowship” i Musoma. Fellowship er for udenlandske kristne, som samles én gang i måneden, hvor man snakker og beder sammen. Jeg, Simon, er blevet hjemme i dag, fordi jeg ikke har det så godt. Her mener jeg ikke fysisk tilstand, nej det er mere psykisk. Jeg har en dag i dag, hvor jeg ikke kan overskue tingene. Idag er der langt fra tanke til handling. Jeg ved ikke hvad det er der tricker det.
Når man sidder i et andet land hvor man ikke kan snakke sproget, til at føre en dybere samtale, er det svært at dele hvordan man har det. Jeg ved at det er sjældent man viser denne side af sig selv, fordi hjemme i Danmark havde jeg også dage som lignede denne.

Hvad er det som gør at vi ofte kan have svært ved at vise hvordan vi har det?
Tjo, for mit vedkommende er det nok fordi det er svært at vise min følsomme side. Jeg tror vi kan have så travlt med at have et godt image udaf til. Vi vil gerne udstå som stærke mennesker. Men hvad er et stærkt menneske? Er det én som skjuler sig bag en facade eller er det rent faktisk en som tør at stå ved, at dagen i dag er et sort hul som bare skal overståes?

Vi vidste godt, da vi tog herned, at nogle dage ville blive sådan her, så det kommer ikke som en overraskelse. Men derfor syntes jeg stadig, at det er vigtigt, at sætte ord på at hver dag hernede ikke bare er en fest (ligesom hver dag heller ikke er det hjemme i DK).

Meeen….. Min erfaring siger mig, at dagen i morgen er bedre.

Jeg er så heldig at tro på en Gud som siger sådan: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” (Matt. 11, 28. i biblen)

Tak fordi du, som læser dette, følger med i vores liv hernede.
Følger vores liv med opture og nedture.

Husk; At udvise svagheder er en styrke i sig selv.