Så blev der stille igen

Det er søndag, fuglene synger, solen skinner, og der er helt stille i huset. Simon og jeg venter spændt på at høre fra mine forældre, som tog afsted i går morges og ankommer til Danmark i dag. Vi har haft to skønne uger med mine forældre og tiden er fløjet afsted som aldrig før. Det har været dejligt at have besøg af dem, og vi har virkelig nydt det. For mig var det især spændende at høre mine forældre snakke swahili, hvor jeg for første gang kunne forstå hvad de sagde og selv snakke med.
Det primære mål med at mine forældre kom på besøg, var for at de kunne opleve vores hverdag, og det vi står i hernede. Det må man sige at de i stor grad opnåede. De var med til hverdags ting såsom morgenandagt, enkelte timer på lilleskolen, gudstjeneste om søndagen og Musoma tur om fredagen. Udover det, så tog vi nogle ture rundt i området, for at de også kunne se hvor vi tager hen, når vi trænger til et pusterum eller gerne vil være turister.

Lørdag i sidste uge tog vi sammen med nogle af bibelskoleleverne her, bibelskoleelever fra Norge og de norske missionærer på tur. Turen gik til bjerget Pida, som ikke ligger så langt herfra. Vi skulle vandre op på bjerget og se solopgangen derfra, så vi kørte afsted kl 5. Vi kom afsted og satte bilerne ved foden af bjerget og begyndte at gå op. Vi skulle prøve at finde den sti som fører op ad bjerget, men det er lettere sagt end gjort, når det er fuldstændig mørkt og der er buske og træer overalt. Men vi fulgte efter de forreste igennem tjørnekrat, over store sten og ind og ud, alt imens stien stadig ikke var blevet spottet. Der var ikke andet at gøre end bare at fortsætte opad. Da himlen ligeså stille begyndte at lysne blev stien fundet og derefter gik det lidt hurtigere. Men jeg tror at mine forældre begyndte at føle sig lidt gamle 😉 Nogle af eleverne herfra bibelskolen sagde også, at det var altså ikke normalt for bedsteforældre hernede, at vandre op ad bjerge på den måde. Da vi nåede den første top og der stadig var et stykke til den øverste top, sagde vi stop og valgte at blive der. Hvis vi skulle nå at nyde solopgangen og få nogle billeder, så var det bedre at blive der. Min mor var faldet ned ovenpå en sten på vejen op så benet var ømt, og min far var helt bleg med pulsen i top. Vi var glade for at vi blev der, fordi det var virkelig smukt. Derudover fik vi nogle fine billeder og en god pause inden vi skulle bevæge os ned igen. Turen nedad bjerget var også lidt spændende, fordi der var mange passager med mange små løse sten, så det var svært ikke at glide. Da vi kom ned var vi godt brugte og ben og arme var fyldt med rifter. Men humøret var højt, vi fik en oplevelse og vi havde stadig hele dagen foran os. Da vi havde spist brunch og hvilet os lidt, brugte vi resten af dagen ved en pool som kun ligger femten minutters kørsel herfra.

Mine forældre kom også til at lære vores hushjælpe bedre at kende. Vi havde nogle gode snakke når vi spiste sammen, min mor lærte dem nogle nye opskrifter og så besøgte vi dem begge to hvilket de var utrolig taknemmelige for.
Min far fik også nogle gode snakke med forskellige præster og lærere, og det var spændende for ham at høre om arbejdet og kirken i dette område. Han blev også spurgt om at holde nogle timer på bibelskolen, fordi de i undervisningen bruger en af de bøger som min far har skrevet. Han måtte dog sige fra og holde sig til den morgenandagt, han havde lovet at holde. Han var her jo trods alt på ferie og for at være sammen med os.

Det var faktisk bare rigtig fedt at se mine forældre være i det land, som de har så kært. Man kunne tydeligt se at sproget og kulturen ligeså stille kom frem i dem igen og det var spændende. Det at bo hernede har for Simon og jeg givet en helt ny forståelse af hvad mine forældre stod i, da de var missionærer, og at kunne dele liv og hverdag med dem, blot for en kort tid, var noget helt specielt. Vi oplevede også at få en masse ros fra de lokale igennem mine forældre. Det var rigtig rart at mærke, at de er glade for os og sætter pris på, at vi er her. Man kan godt nogle gange tænke, “Gør jeg nok?”, men det var dejligt at vide, at man faktisk gør nok og gør det godt nok. Følelsen om man gør det godt nok kommer nok også af, at der altid er noget man kan gøre hernede. Der er altid nogle man kan hjælpe eller nogen man kan snakke med og indimellem så kommer tvivlen på, om man gør det godt nok. Så det var rart at få det bekræftet, og høre at de er glade for os.
Alt i alt har det været et par skønne uger, hvor vi har lært nye ting, både om landet, om mine forældre og om os selv. Så en tak skal der lyde til mine forældre. Tak for snakke, tak for spil, tak for udfordrende og hyggelige ture sammen, tak for afslapning og tak for alle de ting I har hjulpet med.

De næste par uger bliver lidt anderledes da vi på onsdag, sammen med vores missionær familie, kører til Arusha og derefter videre til Moshi, nær Kilimanjaro, hvor vi skal på retræte/social weekend sammen med alle missionærerne her i Tanzania. Vi glæder os rigtig meget til samværet med dem. Vi skal køre igennem Serengeti både dertil og på vej hjem, så vi håber også på at se lidt dyr på vejen. Vi er afsted i omtrent en uge hvorefter vi vender tilbage til hverdagen.

Imens jeg har skrevet dette, har vi endelig hørt fra mine forældre som er kommet godt til Danmark. Tak til dem som har bedt for deres rejse.

Tak til alle jer som læser med! Ha’ det godt så længe 🙂

 

This slideshow requires JavaScript.