Så gik der en uge… plus det løse.

Udgivet

Som overskriften lyder, så gik der en uge. Og nu er det tid til at få en opdatering fra os.

Sidst vi skrev, sad vi på et hotel i Nairobi fordi vores fly var forsinket. Dagen efter blev vi hentet kl 5, og blev kørt til lufthavnen. Vi kom med flyet der skulle til Mwanza. Vi så Kilimanjaro fra flyet, hvor toppen lige stak hen over skyerne. Virkelig en fed oplevelse. Vi landede i Mwanza hvor Brian var klar til at tage imod os med børnene. Herfra ventede en køretur på over 3 timer, men først stoppede vi ved “Copenhagen burgerhouse”. Det er en restaurant  som er startet op af nogle danskere, hvor der bliver serveret burgere og pomfritter. Ca 4 timer senere lander vi så ved vores nye hjem: Kiabakari Bibelskole

Vi fik nøglerne til vores nye hjem. Vi er så privilegerede at vi har fået et dejligt stort hus, hvor vi har masser af plads til at boltre os på.

Mandag d. 6. august startede vores 14 dages lynkursus i Swahili. Tunajifunza kiswahili – Vi lærer Swahili.

Vi har undervisning fra 8-10.15, og igen fra 11-13:15.
Swahili er et sprog hvor man ligger meget vægt på at hilse på hinanden, og vise respekt for dem som er ældre end en selv. Så det har vi brugt noget tid på at lære. Det betyder meget for os at vi kan hilse på vores naboer, og langsomt begynde at snakke med dem mere og mere. Hvis jeg, Simon, skal beskrive hvordan det er at lære swahili, så vil jeg nok beskrive det, på den måde at det er volapyk i starten, og alle snakker vildt stærkt. Sådan er det dog altid når man hører et sprog man ikke er vant til. Når man begynder at forstå opbygningen af sætningerne, så kan man begynde at forstå hvad folk snakker om. Men alt i alt, øvelse gør mester, så det er bare at kaste sig ud i det.

Vi blev spurgt om vi ville med en tur i Serengeti National Park, torsdag-fredag, hvilket vi ikke kunne få os selv til at takke nej til. Så derfor blev fredagsundervisningen rykket til lørdag.

Efter te torsdag formiddag pakkede vi tasker, og kørte mod Serengeti Park med de to danske familier hernede. Jeg havde min første oplevelse med lang jordvej, hvilket gjorde at jeg kom tættere på forståelsen af at vi altså er i Afrika.
Torsdag aften ankom vi til et hotel, ca 10 km fra gaten indtil parken. Her skulle vi spise aftenmad, og overnatte til dagen efter.
Fredag morgen klokken cirka halv otte, stod vi klar ved gaten ind til Serengeti Park.

I parken fik vi lov til at se virkelig mange dyr, også flere end hvad jeg havde regnet med.

Første oplevelse jeg vil prøve at beskrive, foregår om formiddagen. Vi har fået information om at en gepard er blevet set, og muligvis er i gang med at spise et bytte. Vi sætter kursen mod stedet, og da vi kommer derhen, holder der allerede mange safari-biler. Geparden var svær at få øje på, for den gemmer sig i det høje græs. Vi venter og venter på at der skal ske noget, og da vi er meget tæt på at køre videre, render en flok gazeller forbi. Pludselig springer ikke bare én men to geparder op og sætter jagten ind på et bytte. Geparderne løber i hver sin retning efter gazellerne, og den ene løber helt ud på vejen bag vores bil og ender med at fange en unge, max 10 meter fra vores bil. Det er virkelig en fed oplevelse at have med i bagagen.

Anden oplevelse jeg har lyst til at fortælle om, var da vi ude i horisonten kunne se en flok elefanter komme gående. Vi kørte lidt mod dem, for at se dem på tættere hold. Man skal dog blive på vejene i parken, så vi havde ikke så mange andre muligheder end bare at følge vejen, og håbe på at vi kunne se dem igen lidt tættere på. Vi stoppede ved et vandhul, og besluttede os for at blive der, for måske var elefanterne på vej derhen. Ganske rigtigt. Efter nogle få minutter kom en flok på cirka 25 elefanter gående hen til det vandhul, vi havde valgt at stoppe ved. Igen er det en virkelig fed oplevelse at få med.
Da vi alle var ved, at være mættede af oplevelser, vente vi snuden hjem til Kiabakari. Dagen efter skulle vi jo genoptage swahili undervisning.

Nu er det så blevet mandag og de andre mzungu-familier er taget til Nairobi for at holde lidt ferie. Så den næste uge skal vi klare os på swahili, og en smule engelsk. Men hvad gør det når bare vi har hinanden! 🙂

 

This slideshow requires JavaScript.