Vi lever virkelig som præsidenter

Udgivet

Sidste weekend var kvinderne afsted, som Kristine vil fortælle om. Dette betød at vi mænd var tilbage på bibelskolen, men det skulle i hvert tilfælde ikke holde GT og jeg fra at spille partners. Så vi besluttede os for at spille 2-mands-partners. Hvordan fungerer det?, tænker du nok. Man får udleveret 6 kort, og skal så styre to hold brikker. Som en selvfølge når jeg spiller partners, så vandt jeg de fleste gange, muligvis fordi jeg er sådan en dårlig taber at folk lader mig vinde. Hvis der er nogen som læser dette, som skal spille med mig i fremtiden, så lad mig ikke vinde. Jeg har godt af at lære at tabe…
Lørdag aften fik jeg feber, hvilket var utrolig træls. For det første var Kristine væk, så hvem skulle jeg ynke mig til? For det andet skulle jeg med den norske missionær på tur, og være med til en gudstjeneste lidt udenfor en by der hedder Bunda. Det har været sådan et par gange nu, at når vi skulle med nordmændene på tur, så har jeg været syg med feber eller andet. Så at denne gang nu også skulle gå i vasken var virkelig øv. Jeg gik tidligt i seng og da jeg vågnede næste morgen var feberen væk, og jeg havde det godt igen. Dette forstod jeg som et bønnesvar, da der var blevet bedt om, at jeg måtte blive rask så jeg kunne tage med.
Vi kom ud til kirken og var med til gudstjeneste, og som det ofte plejer at være, så ville en masse gerne have billeder sammen med to hvide folk. Der er et billede vedhæftet, hvor vi sidder på to stole og folk samledes rundt om dem, hvorefter jeg beder nogle tanzaniere om at sidde foran os, så det ikke virker helt forkert. Hvor er det fedt at mærke, at sproget kan bruges til mere og mere, og at man nu også kan lave mere og mere sjov med folk. Det ligger meget til min natur at have en jargon med folk, så det betyder meget at kunne gøre det på swahili også.

Tilbage til den sidste uges tid. Jeg har sagt at jeg har haft malaria igen. Jeg er nu oppe på 3 gange malaria kur, det skal dog nævnes at første gang klart var værst. De sidste to gange har det været ubehageligt, men ikke i sammenligning med første gang. Kristine og jeg er blevet enige om, at det er bedre at jeg har det fremfor hende, fordi vi ikke ved hvordan hendes blodsukker ville reagere. Udover malaria har det været en meget almindelig uge med undervisning som Kristine, af gode grunde, har kørt mest selv hele ugen.

Kristine fortæller…
I middags sad Simon og jeg på plastikstole iblandt en flok fra kirken ved en boplads ikke langt herfra. Onsdag nat døde en kvinde som boede her i området og som kom i kirken her. Efter gudstjenesten her på bibelskolen, var vi mange som gik over til familien for at sige “pole” (læs: jeg føler med dig). Så der gik vi på jordstierne imellem forskellige marker og hytter. Lige så stille begyndte nogle at synge, flere stemte i og vi kom altså syngene ind på bopladsen. Der var omkring seks små hytter med en plads i midten. Der var allerede en del folk da vi kom. Nogle sad og snakkede i små flokke og andre lavede mad. Hvem der var familie, venner, bekendte, besøgende eller andet, var ikke til at se. Der blev samlet en masse stole, og så satte vi os i en flok der på pladsen. Vi sang, bad, der blev givet hilsner til familien og et par bibelvers blev læst op.
Til højre kunne jeg se gravstedet hvor kvinden var blevet begravet i fredags. En stor jordbunke med et hvidt klæde på toppen med friske blomster ovenpå. Ovre på den anden side af pladsen var der en flok unge mænd og kvinder, som var i gang med at lave mad. Flere kæmpe store gryder stod og dampede, røgen kunne tydeligt lugtes hvor vi sad og pludselig, midt i bøn og salmesang, fik jeg øje på et stort stykke ko der hang i træet hvor de lavede mad. Jeg kunne ikke helt lade være med at kigge på det rå stykke kød, som hang der midt i det hele. Gad vide hvor længe det havde hængt der? Var det mon os som skulle spise det bagefter?

Simon og jeg havde egentlig ikke regnet med, at være der i så lang tid. Men da de begyndte at hælde store mængder majsmel op i de dampene gryder kunne vi godt regne ud, at det nok ikke kun var mad til familien og de nærmeste som blev lavet. Ganske rigtigt, da vi havde afsluttet vores samlede hilsen og familien havde takket os for at komme, blev vi budt på mad. Forskellige træborde blev skyllet af og sat imellem os, vi fik vasket hænder og så blev der serveret ugali og kogt oksekød. Noget som virkelig slog mig i dag, var at mad bare er noget helt andet hernede. I Danmark er det jo en helt videnskab at stege en oksesteg, lave en brun sovs eller få den helt rette konsistens på en brownie. Her bliver kødet bare hakket i stykker på kryds og tværs. Derefter kommer det hele, inklusiv indvolde, op i en gryde med vand. Muligvis med lidt salt. Det bliver kogt og derefter serveret sammen med stiv majsgrød. Det lyder måske ikke så lækkert og jeg vil sige, at jeg virkelig også bliver udfordret i sådanne situationer, men det er nu ikke min pointe. Min pointe er, at her er mad lig med føde. Det er sådan man overlever, og derfor er det bare ikke så vigtigt hvordan kødet bliver skåret, eller om du også har spist ugali de sidste 14 dage. På samme tid bliver jeg også mindet om, hvor privilegerede vi er. Jeg skal nok spise stiv majsgrød og kogt oksekød, fordi jeg ved hvad det betyder hernede, at man takker ja til den gave som mad er. Men derfor er jeg alligevel glad for at jeg har andre muligheder. Ressourcer til at købe andet mad, og muligheden for at lære hvordan man tilbereder maden på andre måder. Det er virkelig et privilegie!
Jeg oplever virkelig også en enorm stor kontrast hernede. Nu har i fået indblik i hvordan én weekend, eller søndag, kan se ud. Men bare sidste weekend var jeg i en hel anden verden i forhold til den.

Fredag i sidste uge tog jeg afsted sammen med min bibelstudie gruppe på en retræte weekend. Vi er fire kvinder, tre herfra og én fra Musoma. Vi havde fået booket to hytter ved et sted som hedder Serenity by the lake. Det er et hotel som ligger helt ud til Victoria søen, hvor der er store flotte hytter man kan leje sig ind i. Derudover er der utrolig god mad, pool, spa og virkelig meget service. Da vi ankom til hotellet blev vores baggage hurtigt snuppet af et par unge fyre, alt imens vi kom ind i receptions området. Her fik vi en velkomst juice drink og en klud til hænder og hoved. Så kunne vi slænge os i nogle lænestole imens en af de ansatte præsenterede stedet for os. Da vi sad der, sagde de, at ud fra vores bestilling ville de gerne tilbyde os the Presidential Suite. Vi forhørte os lidt nærmere og takkede hurtigt ja til det tilbud. Det betød altså at vi nu havde et kæmpe hus med to værelser, tre badeværelser, badekar, køkken, stue, egen lukket terrasse med have og egen pool. Det var fuldstændig surrealistisk men også helt fantastisk. Det dejligste var, at vi kunne sidde i fred og ro og snakke med hinanden, have bibelstudie og bede sammen i vores egen stue. Derudover behøvedes vi ikke at gå over til den store pool, hvis vi gerne ville bade eller svømme, da poolen lige uden for døren var helt perfekt til os fire.
Det var virkelig en skøn weekend med ro, god mad og en masse dejlige snakke.

Men som sagt, så giver det nogle ekstreme kontraster, at være hvid i dette land. Det gør at jeg nogle dage kan blive frustreret over, at vi ikke kan hjælpe alle og give noget mere, både af tid og penge. Men andre dage gør det mig også utrolig taknemmelig for alt det jeg har, og alt det som jeg “bare” har fået fordi jeg er født i Danmark.

This slideshow requires JavaScript.